Projekt Kraft Kebab

I dette projekt har jeg sammen med min gruppe udviklet en hjemmeside og visuel identitet for Kraft Kebab, en nystartet familieejet foodtruck, der serverer autentisk polsk dönerkebab. Formålet har været at styrke deres branding og skabe en rød tråd mellem deres fysiske tilstedeværelse og deres digitale udtryk.

Vi har gennemført en grundig desk research, observationer, spørgeskemaundersøgelse og interviews for at få indsigt i markedet, målgruppen og konkurrenterne. For at strukturere og analysere virksomheden har vi anvendt Business Model Canvas (BMC) og Value Proposition Canvas (VPC). Det har hjulpet mig med at identificere Kraft Kebabs kerneaktiviteter, ressourcer og kundeværdier. Vi fandt, at de differentierer sig gennem kvalitet, smag og personlig service.

Vores analyse viser, at målgruppen primært består af personer i alderen 25-50 år – især “de unge”, “singler og par” samt børnefamilier. Vi har segmenteret målgruppen ved hjælp af Minerva-modellen, hvor den primære målgruppe tilhører det blå, grønne og violette segment, mens det rosa og grå segment udgør en sekundær målgruppe, som kan tiltrækkes med kampagnetilbud.

For at forstå kundernes behov og adfærd har vi udarbejdet personas, kunderejser og en empathy map. Disse værktøjer har givet os et dybere indblik i kundernes motivation og beslutningsproces. Vi har også testet Kraft Kebabs eksisterende logo og konkluderet, at det nuværende ikon ikke kommunikerer madoplevelse tydeligt nok. Derfor har vi redesignet logoet med fokus på varme, mad og kærlighed til håndværket.

Projektet har været styret med en agil tilgang, og vi har anvendt Scrum som metode til at sikre fleksibilitet og samarbejde. Vi har ladet os inspirere af Design Thinking, hvilket har hjulpet os med at holde fokus på brugernes behov gennem hele processen.

Resultatet af vores arbejde er en ny hjemmeside, et opdateret logo og en visuel identitet, der i højere grad afspejler Kraft Kebabs værdier og taler direkte til deres målgruppe.